Le chaudron noir

De Thomas Howalt

(5-5-4-2-6-3)
1 : LA CLASSE
Une salle de classe. L’ENSEIGNANT, LA FILLE et LA CLASSE ;
présentée par des poupées
L’ENSEIGNANT
Je hais les enfants ! T’entends ? Les enfants
puent les pets, des pieds et des bonbons sucrés
à l’arôme artificiel de fraise et d’orange ! Votre
peau est tachetée de saletés qui ne s’effacent
qu’avec une éponge en laine de verre. Je sais
comment vous êtes ! Vous avez les mains sales,
les ongles longs et noirs. Des poux plein les
cheveux. Vous êtes des menaces horripilantes de
bactéries et de crottes de nez. Notez bien c’que
je dis ! Je hais les enfants ! Alors, arrêtez !
NON ! Arrêtez de poser des questions ! COMMENT
OSES-TU! C’est moi qui pose les questions et
c’est moi qui réponds aux questions ! Alors, en
sortant, c’est moi qui décide de traverser la
rue. De monter dans le bus. Qui s’assoit où.
Nous partons pour le théâtre – et je ne veux
entendre personne ! Compris ! Hé ! Pas
d’insolence ! Allez ! Un-deux-un-deux !
2 : LE THEATRE
L’ENSEIGNANT est assis au théâtre. LA FILLE et LA CLASSE sont
assises derrière lui.
Une trompette retentit.
L’ENSEIGNANT
Shh ! Shh ! Taisez-vous ! On ne parle pas au
théâtre ! Il faut profiter du spectacle !! Arrête
de bouger tes pieds ! Assieds-toi sur cette
chaise ! Les mains sur les genoux ! Tiens-toi !
Arrête ! Sors ce doigt du nez ! Ferme la bouche !
Arrête ça tout de suite !
Une trompette retentit à nouveau et le rideau se lève.
L’ENSEIGNANT
Shh ! Vous voyez c’que c’est ? Ca s’appelle le
décor ! Ce n’est pas la réalité. Ca va de soit.
En tout cas pour celui qui est un peu fufute!
Regardez ! C’est le sorcier ! Ca se voit à son
chapeau ! La pièce est absurde. Il est en train
de préparer une potion magique. Ah, il veut de
l’aide des spectateurs. C’est bien du théâtre,
ça ! En fait, je n’aime pas beaucoup le théâtre !
Je vous l’ai dit ? On est trop proche les uns des
autres. Beaucoup trop de bactéries et l’odeur des
autres, et… Non. Prenez quelqu’un d’autre. Je ne
veux pas.
LA FILLE et LA CLASSE applaudissent
L’ENSEIGNANT
Arrêtez. Je ne veux pas, je vous dis. Excusezmoi,
Monsieur le Comédien, mais est-ce que vous
vous rendez compte de la responsabilité que
j’ai ? J’ai LA RESPONSABILITE pour toute cette
classe. Ce sont des ENFANTS ! Arrêtez
d’applaudir ! Non, ça n’a rien de drôle que les
enfants me regardent me ridiculiser sur votre
scène débile. Pourquoi vous insistez ? Arrêtez
donc ces applaudissements !
LA FILLE et LA CLASSE applaudissent.
L’ENSEIGNANT
Ca n’en finit plus, hein ? Eh ben ! Allons-y !
LA FILLE et LA CLASSE applaudissent. L’ENSEIGNANT monte sur
scène.
L’ENSEIGNANT
Merci, merci ! Me voilà ! Instituteur de
l’enseignement public avec la responsabilité
particulière d’éduquer les jeunes ! Ce n’est pas
une blague. Vous vous imaginez peut-être les
dirigeants de demain pliés en deux de rire? Des
policiers qui se marrent ? Non, hein ! Ca ne
serait pas sérieux. Alors, qu’attendez-vous de
moi dans ce moment périlleux ? Ha ha, une petite
blague. Dans le chaudron ? Dois-je finir dans le
chaudron ? Voilà une idée particulièrement
idiote. J’irai même jusqu’à la qualifier d’assez
enfantine. Que diable ferai-je là-dedans ?
Sommes-nous entourés de cannibales peut-être ?
Voyez-vous des cannibales ? Non, hein ? Mais
puisque vous insistez ! J’y vais, si ca vous fait
plaisir. ARRETEZ DONC CES APPLAUDISSEMENTS !
LA FILLE et LA CLASSE cessent d’applaudir.
L’ENSEIGNANT
Donnez-moi un coup de main. Bon sang, qu’il est
grand ce chaudron et…..
L’ENSEIGNANT rapproche un escabeau.
L’ENSEIGNANT
Vous n’attendez tout de même pas que j’aille làdedans
? Il est rempli d’eau bouillante. Non,
rentrons plutôt continuer nos verbes
irréguliers ! Non ! STOP ! AU SECOURS !
L’ENSEIGNANT est jeté dans le chaudron
L’ENSEIGNANT
AAAAAAAAAAAAA !
LA FILLE et LA CLASSE applaudissent avec enthousiasme pendant
que l’enseignant hurle.
3 : LA CLASSE
L’ENSEIGNANTE
Bonjour. Désolée pour ce mois d’attente. Je
m’appelle Yvonne. Je suis votre nouvelle
institutrice.
FIN

DEN SORTE GRYDE (5-5-4-2-6-3).

1. SCENE – KLASSEN
Et klasselokale. LÆREREN, PIGEN og KLASSEN, som er dukker.
LÆREREN
Jeg hader børn! Hører du? Børn
stinker af prut, sure tæer og sødt slik med kunstig duft af jordbær og appelsin! Jeres hud har sorte skjolder af snavs og skidt, som ikke kan vaske af med mindre man bruger en skuresvamp af ståluld. Jeg ved, hvordan I er! I har snavsede fingre og sorte uklippede negle. Lus i håret. I er tikkende bomber af bakterier og bussemænd. Mærk jer mine ord! Jeg hader børn! Så lad bare være! NEJ! Jeg vil ikke høre nogen spørgsmål! DU VOVER! Det er mig, der stiller spørgsmålene og mig, der besvarer dem! Så når vi går ud, så er mig der bestemmer, hvornår vi skal over gaden. Hvornår vi stiger ind i bussen. Hvem der sidder hvor. Nu kører vi hen til teatret – og jeg vil ikke høre andet end min egen stemme! Er det forstået! HOV! Ikke svare! Af-gang! En-to-en-to.
2. SCENE – TEATRET
LÆREREN sidder i teatret. Bagved sidder PIGEN En trompet lyder.
LÆREREN
Shh! Shh! Vær stille! Man må ikke
tale i teatret. Man skal nyde det man ser!! Sid stille med fødderne! Sæt dig op i den stol! Hænderne i skødet! Ind på sædet! Hold op med det! Tag den finger ud af næsen! Luk munden! Hold straks op med det!
En trompet lyder igen og tæppet går fra.
LÆREREN
Shh! Kan I se hvad det er? Det
hedder en dekoration!
og KLASSEN.
Det er ikke virkelighed! Det kan man sige sig selv! Hvis man ellers havde fem flade mellem ørerne! Se nu der. Det er troldmanden! Det kan man se på hatten! Det er et ret tåbeligt stykke. Han er i gang med at koge trylledrik. Nå, nu vil han have hjælp fra publikum. Typisk teater! Jeg bryder mig faktisk heller ikke om teater! Fik jeg sagt det? Man er alt for tæt på andre. Alt for mange bakterier og de andres lugt, og … Nej. Vælg en anden. Jeg vil ikke.
PIGEN og KLASSEN klapper.
LÆREREN
Hold op med det! Jeg vil jo ikke,
siger jeg. Undskyld mig, hr. Skuespiller, men er De klar over det ansvar jeg har? Jeg har ANSVARET for klassen her. Det er jo BØRN! Hold op med at klappe! Nej, det er da ikke morsomt, at børnene skal se mig, deres lærer, blamere mig på Deres dumme scene. Hvorfor insisterer De? Hold nu op med det klapperi!
PIGEN og KLASSEN klapper.
LÆREREN
Ih, får det da aldrig ende? Nuvel!
Godt, jeg gør det!
PIGEN og KLASSEN klapper. LÆREREN går op på scenen.
LÆREREN
Tak tak! Så, her er jeg. Overlærer
i skolevæsenet med særligt ansvar for de unges dannelse! Det er ikke for sjov. Kan De måske forestille Dem fremtidens ledere stå og grine? Politibetjente som morer sig? Nej vel! Det ville ikke gå an. Nå, hvad er det så, der forventes af mig i denne farens stund? Ha ha, en lille vits. I gryden? Skal jeg i gryden? Det var dog en udpræget idiotisk idé. Jeg vel endda kalde det en barnlig idé. Hvad i alverden skal jeg der? Er vi omgivet af kannibaler måske?
2.
Kan De se nogen kannibaler? Nej vel? Men hvis De insisterer! Jeg går i gryden, hvis det kan gøre Dem glad. HOLD SÅ OP MED DET KLAPPERI!
PIGEN og KLASSEN holder op.
LÆREREN
Giv mig lige en hånd. Det er den
ondelyneme den største sorte gryde jeg har set og…
LÆREREN trækker stigen hen til gryden.
LÆREREN
De forventer ikke, at jeg skal gå
derned, hva’? Den er jo fyldt af kogende vand. Nej, vi vil hellere hjem og fortsætte med vores uregelmæssige verber! Nej! STOP! HJÆLP!
LÆREREN kastes ned i gryden. Plask!
LÆREREN AAAAAAAAAAA!
PIGEN og KLASSEN klapper begejstrede, mens læreren skriger og skriger.
3. SCENE – KLASSEN
SLUT
LÆRERINDEN
Goddag. Beklager, at det har taget
en måned. Mit navn er Yvonne. Jeg er jeres nye lærer.